logo

logo

Som globetrotter på Panoramaruten🥾🧦🎒

Når solen skinner fra en klar blå himmel, og frosten har omdannet søer og fjorde til de flotteste isformationer, så er der kun en vej, -og det er afsted!

Man behøver ikke køre langt væk for at komme til nogle unikke og spændende steder i det her lille men alsidige land.

På listen over nye udflugts mål, stod Panoramaruten, som starter i Hobro, og via kuperet terræn snor sig op og ned igennem Bramslev bakker, langs Mariager fjord. En rute der i 2016 som den første i Danmark, blev certificeret som Premium Vandrerute af Deutsches Wanderinstitut, et af Europas mest udbredte kvalitetssystemer for vandreruter.

Med kæresten i hånden, og hver sin rygsæk med henholdsvis fotoudstyr og proviant, begav vi os ud på den 10 km lange strækning.

Vi valgte at starte langs vandet, da solen på dette tidspunkt havde magt i denne retning. Med gode vandrestøvler på gik det over sten og sand, is og græs. Adskillige låger, små trappestiger, eller kreative labyrinthegn blev passeret, alle med den funktion at sørge for, at både dyr og mennesker kunne færdes bedst muligt.

Da vi på et tidspunkt havde forvildet os en smule på afveje (måske en ivrig fotograf der søgte motiver 👁) blev vi mødt af en flok Skotske Højlandskvæg, der ikke ænsede os det mindste. Med hjertet en smule oppe i halsen sneg vi os forbi, mens den flotteste af hannerne kiggede på os, og slikkede sig om mulen. De 3 billeder herunder kan du finde på min shop under dette link: https://art.vembyephoto.dk/collections/nature/bramslev-hills

Naturfotografen på arbejde

Når man befinder sig i så smukt et landskab, og vejret viser sig fra sin bedste side, er det svært ikke at blive begejstret over selv de mindste detaljer. Det kræver mange stop og en tålmodig partner. En tur som normalt tager 3 timer, kan sagtens snige sig op på en 4-5 timer med indlagt spisepause, droneopsætning, og “kravle rundt og finde detaljer under isen” øvelser. Fantastisk måde at bruge sin tid på.

Når enden er god🧗‍♀️

Det sidste stykke af turen var helt anderledes. Nu bevægede vi os rundt på marker, ved en golfbane og på landevejen et mindre stykke. Slutspurten gik ned af en stejl trappe, og det føltes som om der var 1000 vis af trin der skulle betrædes, før vi atter var nede ved marinaen, og kunne sætte os i bilen hjem mod Aarhus. Trætte, solbrændte, og med tasken fuld af de skønneste motiver.

Her kan du se nogle af de motiver jeg har valgt at lægge på min webshop:

Sort/hvide droneskud af isen på fjorden, der brydes af en knækket sejlrende. Du finder dem her: https://art.vembyephoto.dk/collections/abstract/mariager-fjord