logo

logo

Et kig ind i en anden verden, set fra Praktikant Emilias øjne!

Emilia mødte jeg da jeg under en fotoopgave for firmaet Time 2 learn, (tjek hjemmeside her) havde besøg af en hel flok skønne unger som skulle agere modeller til læringsprodukterne. Vi havde en helt vild sjov aften hvor ungerne både skulle hoppe, spille og lege.

Da vi var færdige med at fotografere, spurgte Emilia om hun måtte komme i praktik i det nye år, da hun syntes at det virkede som et spændende job at være fotograf, og vi lavede en aftale om at ses i uge 10 2016.

Emilia er 13 år og går i 7. klasse på Århus friskole, -her starter man tidligt med at snuse til jobmuligheder og fremtidsdrømme.

Ugen er nu ved at være slut, og vi har snakket, fotograferet, vasket op, dampet tøj, og været på mange forskellige typer opgaver sammen.

Da jeg spurgte Emilia om hun kunne tænke sig at skrive et blogindlæg om hendes oplevelse af livet som fotograf, var hun frisk og sagde ja! Så her er Emilias fine indlæg om praktikugen hos Vembyephoto:

“Et blogindlæg… -nu er jeg ikke lige sådan en som læser blogge og sådan noget. Men nu forsøger jeg selv at skrive et, om hvad jeg har oplevet, og fået ud af at være i praktik som fotograf hos Birthe.

Om mandagen kom Like London og skulle havde fotograferet 122 forskellige sæt tøj. Der var to modeller med som hele tiden skulle skifte tøj. Min opgave var at styre vindmaskinen og lave kaffe til de travle folk.

Det var sjovt at se, hvordan sådan nogle billeder man plejer at se når man køber tøj på nettet bliver taget og redigeret.

Når man ser dem på en hjemmeside, er det jo bare en model som står på en hvid bagrund med noget tøj på.

Men når man ser alt det arbejde der er bag sådan et billede, med lys der skal installeres, baggrunde der skal op, og den tid det tager af redigere dem, får man en noget anderledes oplevelse af hvordan det i virkeligheden er.

Et billede kan pludselig blive til meget mere end bare en model i noget tøj, når man har set hvad der ligger bag det.

Tirsdag fik jeg selv lov til at gå ud og prøve at tage nogen billeder, mens Birthe havde travlt med at redigere de mange billeder fra om mandagen. Det var sjovt men også lidt svært… At gå rundt og tage billeder er jo nemt nok men at få et godt billede er ikke bare sådan lige til. Jeg gik ved Egåen og tog nærbilleder. Birthe kiggede dem igennem, og vi valgte et som vi begge godt kunne lide. Det kan I se her:

Onsdag dampede jeg tørklæder som vi skulle tage billeder af om torsdagen. Og så skulle vi fotografere et businessportræt af en kunstner som manglede portrætter til sin hjemmeside. Det var hyggeligt, fordi hun var sød til at snakke med mig, og spændende at se hvordan man tog sådan nogle billeder. Jeg lavede kaffe til hende og Birthe, det ente med at blive til en del kopper fordi vi hele tiden glemte hvem der havde hvilke kopper! Så måtte jeg jo i gang med opvasken! Da vi havde taget billederne så jeg hvordan man redigerede dem.

Torsdag startede vi med at tage op til en virksomhed der hedder Genau & More, hvor vi skulle fotografere Susan som var ny medarbejder. Hun skulle stå på en stige så vi ikke fik græsset med. Min opgave var at holde lysopspejlingen, det var lidt svært at styre.

Da vi kom tilbage til studiet viste Birthe mig bladet som hedder Aarhus Panorama hvor hun bla. havde fotograferet Sofie Linde fra X-faktor til forsiden.Vi snakkede om hvordan man arbejder på et blad og om hvor anderledes det kan være fra de almindelige reklameopgaver.

Så var det tid til at tage billeder af Inspired-by tørklæderne, som Birthe selv havde været med til at levere 3 motiver til.

Det var sjovt også at prøve at tage billeder at ting, for det var meget anderledes end det som vi havde lavet før med at tage billeder af personer. Nu hvor det kun var os kunne vi også lave lidt sjov med billederne.

 

Nu er det blevet fredag og jeg sidder jo her og skriver blogindlæg som I kan se. Birthe siger at det er en stor del af hendes arbejde, altså at være på de sociale medier og hele tiden sørge for at lægge nye spændende ting på.

Jeg synes det har været rigtig sjovt og spændende at være i praktik, det har givet mig et godt indblik i hvad det vil sige at være fotograf, og jeg kan godt se at man skal lave mange forskellige ting, ikke bare trykke på en knap!”

Birthe overtager nu tastaturet og siger stort tak til Emilia for hendes søde væremåde, ihærdige arbejdsindsats og for den fine gave med det hjemmelavede kort som I nok kan genkende:-)

 

Post Details

Posted: 11. marts 2016

By:

Comments: 0

Post Categories

Forside, Ikke kategoriseret