logo

logo

På dybt vand….

Mit blogindlæg denne gang er en smule anderledes end de fleste her på denne platform… Det tager nemlig ikke så meget udgangspunkt i mine billeder, elller mit fag, men mere i en følelse af at få mest muligt ud af livet!

Jo ældre jeg bliver (for den nysgerrige læser er jeg en sund årgang 68), jo mere fokuseret bliver jeg på at samle på spændende oplevelser, nyde mit NU, udfordre mig selv og derved opnå udvikling. Det er ikke længere nok at læne mig tilbage og iagttage, -jeg vil være med, -selvom jeg ikke altid tør…

Nu er jeg ikke sådan en frygtløs eventyrer der rejser jorden rundt, springer ud fra klipper eller bestiger høje bjerge.

Og dog, så har jeg taget kæmpe store beslutninger i mit liv, såsom at vælge at blive mor, nok den største og mest skelsættende livsforandring indtil dato. For ikke at tale om beslutningen om at sige mit sikre og gode job op og springe ud i livet som selvstændig midt i en krisetid, -uden livrem og seler…

Jeg kender godt angsten  for at netop denne beslutning forandrer livet på en “forkert” måde.

Heldigvis kender jeg også den kraft der følger med når man springer ud i noget nyt, og opdager at man har langt flere resourcer end man troede.

Jeg tror at vi nogle gange skal ruskes lidt, blive bange og komme på dybt vand, alt sammen for at kunne udvikle os som mennesker, og nå nye steder hen.

Bogstaveligt talt så handler mit indlæg denne gang om at komme på dybt vand. At turde give slip og have tillid.

Jeg elsker højder, drømmer om at flyve i luftballon, og søger altid op i høje tårne hvorfra man kan kigge ned på verdenen i et helt nyt perspektiv.

Billederne herunder er fra Verdens højseste tårn Burj Khalifa i Dubai, med 164 etager fordelt på 828 m. Billedet er taget fra 124. etage!

Men når det kommer til tanken om at være under vandet, så bliver jeg både bange og klaustrofobisk.

Jeg svømmer hæderligt, og er såmænd også en glad vinterbader der trodser sne og kulde og hopper i det iskolde hav. Men at trække vejret gennem en iltflaske under havets overflade, -der går min grænse.

Måske er det skæbnen at jeg  har fået en søn, som lever en stor del af sit liv under vandet. Som inden han var fyldt 13 år havde taget sit første dykkercertifikat, og nu 19 år gammel er uddannet dykkerinstruktør.

 

Ved årsskiftet til 2015 tog jeg en beslutning. Jeg ville prøve at dykke, -og bookede derefter en tid til et prøvedyk i det store bassin i Kattegatcentret i Grenå!

For mange ikke nogen stor bedrift, men for mig en udfordring ud over det sædvanlige.

Det var en iskold dag i februar, men humøret var højt, -en smule pjattet for lige at tage de værste sommerfugle i maven. Jeg glædede mig faktisk, -i hvert fald lige indtil det blev alvor, og jeg skulle ned i det 4 meter dybe bassin fyldt med nysgerrige fisk, der svømmede helt tæt forbi mit ansigt.

Min kæreste Lasse var taget med på udflugten, og mens min søn Frederik instruerede os i hvordan vi tømte maske og mundstykke for vand, løb det kolde vand ind i våddragten og mindede mig om at jeg faktisk selv havde bragt mig i den her situation…

På med svømmefødderne, en spytklat ned i masken og så ellers i gang med at trække vejret gennem iltslangen… Så langt så godt.

Og mens Frederik og Lasse svævede ud i det dybe bassin, hang jeg der på maven og holdt fast i det eneste synlige faste punkt i miles omkreds. Her lå jeg i noget der føltes som en evighed, og oplevede denne helt anderledes verden af lyde, billeder og indtryk mens jeg lidt anstrengt prøvede at trække vejret helt afslappet og roligt…. Så på fiskene der svømmede forbi, registrerede at Frederik og Lasse lavede tegn til hinanden, og kunne se et stort vindue langt nede i bassinet.

Kulden havde efterhånden fået tag i mig, og da jeg ved et uheld kom til at slippe taget i platformen, kunne jeg mærke at jeg jo faktisk slet ikke havde kontrol over min krop, (-en mindre detalje med regulering af luft i vesten, det havde jeg jo fået af vide..)

I denne kulderystende og lidt paniske tilstand mistede jeg modet, og valgte at nu var det nok for denne gang.
Efter et dejligt varmt bad gjorde jeg status over oplevelsen. Havde jo ikke gennemført, -eller havde jeg? Mit mål var at nå under vandet og trække vejret gennem en iltflaske, -at tvinge mig selv ud af comfortzone og gøre noget jeg var hundeangst for.

Blev enig med mig selv om at det under alle omstændigheder var en sejr, -og at det bestemt ikke var mit sidste dyk, men blot en stille og rolig begyndelse.

Næste dyk bliver nok i en svømmehal med kanter og bund, indtil teknikken er på plads.

Og så vil jeg glæde mig til en dag at kunne dykke ned i et univers af fantastiske fotografiske motiver, det er da motivation så det basker!

På de sidste billeder her kan du se Frederik svømme ned til alle de nysgerrige børn bag ruden, som fik sig en ekstra sjov oplevelse i det spændende Kattegatcenter!

Alle billederne er desuden taget af min mellemste søn Jeppe, som nu også har fået mod på at prøve kræfter med livet under havoverfladen!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Post Details

Posted: 16. februar 2015

By:

Comments: 0

Post Categories

Forside