logo

logo

Stormflod -og mere mellem himmel og jord…

Oktoberstormen har lagt sig, og der ryddes op overalt i landet. For nogen har den haft stor betydning, og nogen har næppe bemærket den. I 2006 var der en mindre stormflod som ramte lokalt på Fyn.

Den storm fik stor betydning for min familie, -og faktisk også for min karriere.

Billedet herunder er fra venstre min far, min lillesøster, mig og min mor. Min storesøster tager billedet.

famileskråning

Min mor Grethe Vembye, havebrugskonsulent og tidl. redaktør af “Haven” fik nemlig besøg af Hr. Stormflod den nat. Hendes hjem blev oversvømmet, og hun selv faldt og brækkede sit lårben og kom aldrig tilbage til sin lejlighed igen, men kom på plejehjem hvor den sidste livslyst forsvandt.

Min mor har altid været en ivrig naturfotograf, og havde et stort arkiv af dias liggende i en trækasse, som jeg havde sagt at jeg nok skulle tage mig af engang.

Kassen var naturligvis også blevet oversvømmet, og blev sammen med alle hendes andre ting opbevaret på et koldt lager i noget der lignede et helt år, inden der var tid til vurdering af skaderne hos en taksator.

Da jeg endelig fik åbnet kassen, var det med visheden om at alle disse dias stod lige til lossepladsen, rådne og ødelagte. Min nysgerrighed efter at finde intakte billeder fra min barndom, fik mig dog alligevel til at kigge det hele grundigt igennem, -og sikke et held!

I de fugtige lommer lå en skat af farver og emulsion, som på eventyrlig vis havde levet deres helt eget liv. Smukke smukke farver, saltkrystaller og uforklarlige nye motiver var blevet tryllet frem i de gamle billeder.

For ikke at øddelægge noget, måtte jeg med nænsom hånd affotografere dem, nogen af dem gennem deres plastiklommer.

Således blev min mors skæbnesvangre uheld til min første fotokunstudstilling, selvfølgelig på hendes bevilling.

Og  således lever min mors billeder videre i min nye fortolkning, også efter at hun i 2008 tog den sidste rejse.

 

Det nederste galleri her er billeder som min mor har taget på Island:

Billederne kan bestilles efter aftale hos mig. Størrelse, indramning og pris aftaler vi individuelt.

Et udvalg af billederne var i nov 2011 med i udstillingen “Now here, no where” på galerie Rendez Vous som jeg lavede i samarbejde med Morten Fauerby, Jonna Fuglsang Keldsen og Jørgen Koldbæk

 

 

 

 

 

 

Post Details

Posted: 29. oktober 2013

By:

Comments: 3

Post Categories

Projekter